Hvem er vi?

Silkeborg Oasekirke er en kristen kirke i Silkeborg. Vi har alle aldre repræsenteret og ønsker at både børn, unge, voksne og ældre skal føle sig godt tilpas. Derfor satser vi på at have gode tilbud til alle aldersgrupper, og vi ansætter frivillige og lønnede medarbejdere, der kan støtte arbejdet.

Alle har brug for at være med i et godt fællesskab. I Silkeborg Oasekirke værner vi både om det store festlige fællesskab ved gudstjenesten søndag formiddag og de mange mindre fællesskaber, som man kan tage del i på andre tidspunkter. Læs mere her.

Vores søndagsgudstjenester er kendetegnet ved frie former, rytmisk sang og musik, vedkommende prædikener i et nutidigt sprog, kreative indslag og aktiv deltagelse. Der er aldersinddelt program til børnene under alle vore gudstjenester.

Som kirke lytter vi efter, hvordan Gud ønsker at bruge os i den by og i den tid, hvor vi er. Vi prøver at være kirke på en måde, som giver mening for moderne mennesker. Vi er en del af kirkenetværket Dansk Oase, som arbejder på at bringe fornyelse ind i kirkerne. Teologisk har vi samme grundlag som folkekirken.

Vi ønsker, at alle evner og talenter skal have mulighed for at folde sig ud og tilbyder derfor forskellige former for oplæring og undervisning. Men hos os skal der også være plads til bare at komme, nyde og tage imod, når det er det, man har behov for!

Kirken er mere end det, der foregår til gudstjenesterne. Vi vil gerne bringe kirkens budskab med ind i vores daglige liv og ønsker også at tilbyde konkret hjælp til mennesker i Silkeborg. Vi prøver med ord og omsorg at række andre det, som vi selv har modtaget af Gud.

Der er brug for vores hjælp i den store verden. Derfor støtter vi løbende en række personer og projekter med penge og forbøn. Læs mere om kirkens missionsprojekter her

Frem for alt ønsker vi at holde os tæt ved Gud og give ham plads til at præge os. Vi tror på, at Gud taler til os i dag og ønsker at gribe ind i vores virkelighed. Derfor lægger vi også vægt på, at der i kirken er en levende brug af blandt andet bøn og profeti.