Januars bedste tilbud

Januars bedste tilbud

Januars reklamesøjler er uendelige; få nyt smart tøj på januarudsalg, kom i form med de nye maskiner i fitnesscenteret eller køb dig en uges lykke og varme på en sydhavsø – rækken er lang. Men hvad så med kirken – har den ikke noget at tilbyde?

Jo da! Men ikke noget nyt. Det et gammelt og helt igennem urokkeligt budskab om, at Jesus elsker dig – og tilbuddet er gratis! Kirken har et tilbud om fællesskab med andre mennesker, der bærer den sandhed og den kærlighed som Jesus har vist os. Det er både en gave til alle os, der allerede er i kirken og til dem, der er på vej.

Men det er et tilbud, der er svært at modtage helt alene, men i fællesskab med andre troende, er det nemmere. Her bliver vi inspireret, fastholdt, opmuntret og bedt for, så vi kan modtage Guds kærlighed, som den gave den er.

I dette års første blogindlæg, vil jeg opmuntre dig til at gøre brug af det gode tilbud. Det har jeg selv gjort helt konkret, og jeg vil gerne her dele hvordan:

I starten af måneden tilbragte jeg et døgn i et sommerhus for at søge Gud. Jeg brugte tiden på at hvile og lytte mig ind til Guds stemme for den nærmeste fremtid. Jeg ville høre Gud, hvad han havde af råd og vejledning for mit liv det kommende forår. Når vi bliver stille for Gud, kan vi bedre høre og fornemme den retning han giver. Da jeg kom hjem var mit hjerte og hoved fyldt af taknemmelig til Gud og gode tanker og ideer for de kommende måneder. Det fik jeg delt med min kone og sidenhen min mikromakker. De to personer danner for mig det fællesskab, som kan hjælpe mig til at nå i mål med mine drømme for foråret. Konkret var to af mine ideer: husk at komme hvildagen i hu og begynd at bede mere sammen med min søn og kone.

Måske kan du bruge dette til selv at få startet på en god sæson, hvor du ønsker at tage imod Guds kærlighed. Skulle jeg lave en guide ud af min egen positive erfaring, ser den således ud:

  1. Søg Gud i bøn – gerne i længere tid og helst i stilhed.
  2. Noter og gennemtænk dine ideer og tanker fra tiden i stilhed.
  3. Del ideerne med en ven, partner, cellegruppe og få sparring.
  4. Sæt mål, delmål og hold altid barren i en realistisk højde, så det ikke bliver et ekstra arbejde, men Guds velsignelse til dit liv.

Må Guds fred og glæde fylde hele dit 2018.

Henrik Kildahl, præst.

 

2018-01-17T11:16:48+00:00