På BASIS søndage sørger staben for, at der er en hjælpepakke til rådighed. Det skal være nemt at være værter på en BASIS søndag.
Der er frihed til at benytte pakken delvist eller slet ikke.

Hvad er BASIS søndage?

BASIS handler om at sætte fokus på noget grundlæggende. Vi henter inspiration til BASIS fra Apostlenes Gerninger 2,42-47. Her hører vi om, hvordan de første kristne ikke bare mødtes i templet, men også i deres hjem. Ligeså ønsker vi at give plads til, at vi på BASIS-søndage mødes rundt omkring i vores hjem og i vores by – at vi mødes om BIBEL, BØNNEN, BRØDET & BARMHJERTIGHED.

Én kirke, mange steder

Vi ønsker at være én kirke, mange steder. Derfor bruger vi en søndag om måneden på at være sammen i mindre fællesskaber, lokalt der hvor vi bor, eller på anden vis.

Vi drømmer om at se nye, lokale udtryk for kirke vokse frem. Tænk, hvis der på hver BASIS-søndag aldrig var mere end få minutters transport til det nærmeste sted, hvor de lokale medlemmer af Oasekirken mødtes for at være kirke sammen? Hvad ville det betyde for fællesskabet, omsorgen for hinanden og for vores evne til at være kirke i Silkeborgområdet? 

Spørgsmål til Frans

Alle medlemmer har adgang til kirkens adresseliste. Den kan du finde ved at logge ind på hjemmesidens interne område. Har du glemt din kode, så skriv til hanne@oasekirken.dk.

Hvis I mødes for første gang, så begynd med et fokus på at lære hinanden at kende. I kan tage på picnic, gå en tur eller andet med fokus på at møde hinanden. Dernæst kan I finde nogle enkle praksisser, som hjælper jer til at møde tilbede og møde Gud sammen. Vi laver en ”hjælpepakke”, dvs. en video med lovsang og en kort prædiken, som kan afspilles. I kan også fejre nadver sammen. Når I beder sammen, kan I have et særligt fokus på jeres lokalområde. Bed om, at Guds rige må bryde igennem, hvor I lever til dagligt. Bed om Guds hjælp og velsignelse til konkrete personer, problematikker eller steder i jeres lokalmiljø. Med tiden kan I tage hul på en samtale om, hvordan I sammen kan være sendt til mennesker i jeres område ved at tjene og fortælle om Jesus.

Men tag jer god tid til at komme ind på livet af hinanden og lytte til, hvad Gud lægger jer på hjerte. Det vigtigste er ikke hastigheden, men retningen.

Der er mange fordele ved at alle i kirken samles på ét sted om søndagen – det er festligt, og vi får et indtryk af hele kirkens mangfoldighed. Men vi har også brug for at mødes i mindre sammenhænge, hvor der er bedre muligheder for at udvikle venskaber og kende hinanden godt. Det er oplagt at gøre sammen med dem, vi bor tæt på. Så er der altid nogen i nærheden, vi kan være disciple sammen med. I det lokale fællesskab kan vi være sammen om at vise Guds kærlighed til dem, vi bor iblandt og tage del i Guds mission på det sted, hvor vi allerede færdes.

Der vil formentlig være nogen, som mødes i kirkebygningen på BASIS-søndage. Hold øje med kirkens kalender for at se, hvor du kan være med. Du kan også tage kontakt til dem, der bor nærmest dig, selvom det ikke er i samme område. Finder du stadig ingen oplagte muligheder, så tag kontakt til nogen i kirken, som du kender godt. Måske kan I finde ud af noget sammen, selvom I ikke bor tæt på hinanden. Og du er altid velkommen til at skrive til frans@oasekirken.dk, hvis du er i tvivl om, hvad du skal gøre.