Vær med i en ubrudt bønnekæde for Danmark!
I DanskOases online bedehus, vil der være en ubrudt bønnekæde, døgnet rundt frem til påske, en time ad gangen.

Corona er en virus. En pandemi der truer os. På kort tid har den forandret vores hverdag og mange er bekymrede for helbredet, økonomien, fremtiden. Corona betyder også ”krone”. Midt i sygdom og død, kaos og usikkerhed er Jesus konge. Han er kronet som konge og herre over alle ting.

Så der er grund til at bede!
Vi må bede om Guds riges komme midt i denne svære tid. Vi må bede om beskyttelse og helbredelse for vores ældre og svage, som er særligt udsatte i denne tid. Vi må bede for alle, der kæmper for at holde vores samfund i gang. Vi må bede om vækkelse – at danskere må få øje på Gud, som står fast når alt andet ryster.

Og vi må tilbede Jesus som konge. ”Det var vore sygdomme han tog, det var vore lidelser han bar” (Esajas 53,4) – men han vandt! Snart er det påske hvor vi skal fejre Jesu sejr over sygdom og død. Han har gjort det én gang for alle – og vi vil bede om at hans opstandelseskraft også manifesterer sig konkret i dag.

Skriv dig op til en bestemt tid

Bedehuset er altid åbent, så du kan droppe ind når som helst via deltag-linket.  Ønsker du at forpligte dig på en bestemt tid at bede på (1 time ad gangen døgnet rundt) skal du blot skrive dig på i kalenderen

Vær opmærksom på, at du skal bruge Zoom, for at få adgang til bederummet. Få vejledning til at installere Zoom på din mobil eller computer.

Sådan bruger du bederummet

Vær klar til at bede sammen med andre kristne fra hele Danmark. Bed højt eller stille.
Der er kun én regel: I bederummet taler vi ikke med hinanden. Her taler vi med Gud.

Når du klikker på deltager linket vil du få adgang til et virtuelt bedehus. Husk at aktivere din telefon og kamera, hvis du ønsker at andre i bedehuset skal kunne se og høre dig.

Har du spørgsmål?

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Arvid Asmussen på arvid@oasekirken.dk