Indlægget er skrevet af Henrik Kildahl, præst i Silkeborg Oasekirke og VIVA-klyngen.

Selvfølgelig skal decembers blogpost handle om Jesu fødsel – og fællesskab naturligvis!

”Det skete i de dage…” og ja, resten kan vi efterhånden godt huske: Maria og Josef fra Nazaret ventede et barn, men da de skulle folketælles i Bethlehem, blev det ikke til hjemmefødsel, som ellers var ret moderne – også dengang. De drog af sted, og Jesus blev født – ikke på et herberg, men på et sølle sted i Betlehem. Og så kommer vi til hyrderne og englene. For af alle mennesker valgte Gud at lade englene åbenbare sig for hyrder på en nærliggende mark!

Man kan måske fristes til at tro, at det var Guds hensigt at gøre krybbespillet ekstra romantisk med et par hyrder, der skulle banke på stalddøren med et får under armen og et lam på skuldrene. Deres milde og fredfyldte ansigter står godt til koen, der drøvtygger og giver varme og odeur til staldens øvrige beboere.  Men det romantiske billede af julenat er en illusion. Der er masser af romatik og kærlighed at hente hos Gud, men julenat er ikke stedet!

At koens varme og odeur fylder lokalet er bare en pæn måde at sige på, at stedet stinker og luften er kvalmende varm. Og hyrderne; de var bestemt ikke lørdagsskolens bedste børn. De var den tids småkriminelle og lavtstående i samfundet. Alligevel er det midt i denne uorden, at et klimaks i Guds historie udfolder sig. Verdens frelser bliver født i omgivelser, der ikke normalvist regnes en konge værdig. De første der underrettes er de bryske hyrder, som inviteres til at møde deres frelser, som de allerførste. Med andre ord: hyrderne, som har været regnet som de sidste, blev de første, og kongen, som regnes for den første, blev den sidste til at vælge fødested.

Hele fortællingen rummer et budskab om, at tage imod fællesskabet med Jesus og tage imod ”de sidste” i vores samfund og tilbyde dem fællesskab. Ligesom Jesus gjorde julenat og gennem hele sit liv! Og endeligt: skulle der have været et saligt og romantisk øjeblik undervejs, tror jeg, det har været da de for første gang så og tilbad deres nyfødte frelser.