Kirkens vigtigste opgave
Kirkens vigtigste opgave er, i første omgang en dristig overskrift for dette indlæg, for det er der mange holdninger til. ”Kirken er ikke en kirke, hvis den ikke har en missional identitet”, ”Kirkens første kald er at hjælpe mennesker” eller ”Kirken er hjemsted for sakramenternes forvaltning og deraf kommer alt det andet”. Vi kan så hurtigt blive fikseret på netop det der har vores hjertes brand i kirken. For nogle handler det om kirkens børn, for andre om diakonal mission og for en helt tredje kan det være det, at kirken må være varetager og beskytter af al sund teologisk tænkning.
Hvad er så mit bud på kirkens vigtigste opgave? Har jeg endnu en holdning i rækken af gode bud på, hvad, der er kirkens vigtigste opgave? Selvfølgelig har jeg det J Og jeg har også et bud på, hvordan vi får alle de gode holdninger i spil med hinanden, for det er den ene del af mit todelte svar: at vi ikke kan nøjes med at sætte en enkelt etikette på vores kirker. Vi har brug for hele spektret af brændede hjerter for gudsriget – uanset om det er en brand for at hjælpe socialt udsatte, tilbyde fællesskab til ensomme, samtale til sorgramte, events for de åndeligt tørstige, arrangementer for vores børn og unge eller workshops om teologi, grøn kirke, Skriften osv. Listen er lang – for kirken har mange vigtige opgaver.
Den anden del af mit bud på det, der er kirkens vigtigste opgave er kærligheden (wow, fandt han selv på det?). Det lyder clichéfyldt og som det nemme svar. Det er det ikke! For tiden læser jeg i 1. Kor 13; kærlighedens højsang. Læs den lige igennem og overvej så om det er nemt altid at have kærlighed til din næste. På staben læser vi sammen en bog af Mark Buchannon: ”Er din kirke for tryg?”. Han bringer den onliner, jeg mener vi alle må stræbe efter at have i vores kirke: ”Kirken og det kristne fællesskab er Guds legemliggjorte kærlighed”.
Jeg tror, at det er en vigtig refleksion for os, at vi til enhver tid er kaldet til at legemliggøre Guds kærlighed i verden. Når vi gør det bliver der plads til alle de hjerter, der på den ene eller anden måde er i brand for Guds rige.