Kom med til årets sommerfest d. 16. juni

Vi begynder dagen med familiegudstjeneste, hvor alle generationer er samlet i kirkesalen. Ruben Dalsgaard vil prædike og Lis Abildtrup og Hanne Dalsgaard leder gudstjenesten.

Herefter skyder vi årets Sommerfest i gang. Der vil være frokost på grillen, musik, leg, (måske afrikansk dans), Fællesskabsmesse, auktion & børnebasar. Festen slutter med kaffe og kage fra konfirmand forældrene.

En dag, hvor vi har tid til at hygge, grine, lære hinanden bedre at kende.

Foruden betaling for frokosten (30,- for voksne og 10,- for børn) koster det ikke noget at være med til festen. Sæt endelig kryds i kalenderen denne dag. Vi ses!

BørneBasar
Auktion
Fællesskabsmesse

Auktion

Som noget helt nyt, afholder vi en auktion ved sommerfesten i år – og du kan være med til at sætte dit unikke præg på dette festlige event. Pengene fra auktionen går til at flere kan komme med på SommerOase.

Alle er velkomne til at byde ind med en ydelse, en gave eller andet. Vi samler 44 auktionslodder i et katalog, som bliver tilgængeligt et par uger før festen. Føler du dig inspireret og udfordret til at sætte noget på højkant, så tilmeld din gave allerede i dag her .

En fantastisk mulighed
At komme med på SommerOase har en særlig betydning for rigtig mange i kirken. Det er en uge, der styrker fællesskaberne, giver åndelig fornyelse, opmuntrer til samvær og puster ild i gamle og nye relationer på alle alderstrin.
Auktionen er en mulighed for at bære ansvar i fællesskab, vise næstekærlighed og holde en fest om det, sammen.

Vores diakonale arbejde, har i årevis sikret mange familier del i denne unikke oplevelse. Familier, som uden denne ekstra støtte, ikke ville have haft ressourcer eller overskud til at komme med. Det skal vi naturligvis også i år.

Hvis du har spørgsmål til auktionen eller indsamlingen i det hele taget, er du meget velkommen til at kontakte Katja på katja@oasekirken.dk

Inspiration til hvad du kan byde ind med

BørneBasar

I Roderiet har vi i denne tid temaet: “Den første menighed”. Kendetegnet ved den første menighed var afhængighed og kærlighed til hinanden. Hvordan kan vi fremelske det i vores kirke? Vi vil lave en BørneBasar.

Vi har valgt at støtte op om årets indsamling #FåFlerePåSommerOase, ved at stable en BørneBasar på benene ved Sommerfesten d. 16. juni.
I børnekirken vil vi opfordre børnene til at medbringe legetøj og ejendele, som kan sælges i basaren. På den måde bliver det konkret for børnene, at deres bidrag til fællesskabet betyder noget. De kan – ligesom de første kristne – dele med hinanden.

Opmuntring til forældre
Kig på værelset, i garagen, på loftet. Er der noget I kan undvære og som kan glæde et andet barn? En kjole, rullesko, et legekøkken, en cykel, nogle bøger osv. i god stand og kvalitet som jeres barn vil give til dette gode formål?

Børnene kan indlevere ting til Børnebasaren allerede fra på søndag og frem mod Sommerfesten. Vi vil hjælpe børnene med at stille det flot op i børnekirken. Varer det ikke bliver solgt d. 16. juni kan tages med hjem igen, alternativt vil disse blive givet til genbrug.

Fællesskabsmesse

Hvilke fællesskaber er der egentligt i kirken? og hvem står for dem?

Vi vil til sommerfesten slutte dagen af i børnekirkens lokaler, hvor årest konfirmandforældre vil sørge for at sætte kaffe og kage frem. Børnekirken vil være omdannet til en hyggelig messe med forskellige stande, og her vil personer fra kirkens mange fællesskaber stå og være klar til at sludre – og ikke mindst svare på spørgsmål vedr. deres fællesskab.

Børnebasaren vil også være at finde i dette lokale.