Selvom vi ikke skal mødes på SommerOase i Horsens i år, kan du alligevel få en SommerOase oplevelse i uge 29 – samme tid, mange steder.
Teamet omkring SommerOase arbejder på højtryk for at udvikle SommerOase online. Derfor håber vi, du vil holde fast i uge 29 som din SommerOase-uge. For når vi gør noget på samme tid, opstår et særligt fællesskab og en fælles oplevelse, selvom vi ikke kan være sammen.

Samme tid, mange steder
Dansk Oase og BUO vil gerne tilbyde ressourcer til opmuntring og opbyggelse hen over sommeren. Ressourcer, som kan skaleres og bruges både i stuen derhjemme eller på campingpladsen, i sommerhuset eller hvor du nu befinder dig i uge 29. Præcist hvordan det hele kommer til at se ud, vides ikke endnu. Men vi tror på, at vi sammen kan skabe en SommerOase oplevelse, som giver mening for dig og din kirkefamilie.

Hvad med Silkeborg Oasekirke Landsbyen?
I Silkeborg Oasekirke plejer vi at deltage med cirka 300 personer på SommerOase – Det bliver ikke realistisk, at vi kan samle så mange mennesker hen over sommeren, derfor opfordrer vi til at overveje, hvordan det kunne se ud for dig og nogle venner, din familie, din cellegruppe eller klynge. Hvor skal du være i uge 29? Er der nogen, du gerne vil danne et mindre fællesskab med i den uge? Måske bliver det muligt at mødes 20 – 50 mennesker. Hvis det gør, hvordan kunne det så se ud for dig?

Skriv gerne til kontoret og involver os i dine overvejelser. På den måde kan vi være med til at inspirere hinanden og hjælpe så mange som muligt til en fællesskabs-oplevelse med kirkefamilien i uge 29.