Er det noget for dig at være på vandring med et andet menneske?

Som medvandrer kan du være med til at støtte en person, der er i en særlig sårbar situation. Den sårbare situation kan være ensomhed, fysisk eller psykisk sygdom, skilsmisse, arbejdsløshed, afhængighed og meget andet. Det kan også omhandle personer, som ønsker en person at tale tro med. Der er både børn, unge, voksne og ældre, som gerne vil have en medvandrer. En særlig del af Medvandrerordningen omhandler familiehjælp, hvor du støtter en nybagt familie i det første år.  Du kan bringe håb og støtte ind i dagligdagen hos et medmenneske. Vi har godt 50 medvandrerforløb i gang, men flere ønsker en medvandrer.

For mere information kontakt Gitte Eriksen, som gerne tager en uforpligtende snak med dig.

Se aktuel venteliste

Kvinden søger en person (gerne mellem 30 og 50 år), som vil hjælpe hende ud at få nye indtryk. Hun var for et år siden i en ulykke, som har gjort hende delvist lam, hvorfor hun er i kørestol, og ikke kommer meget ud. Man skal derfor have fysik til at skubbe en kørestol. Kvinden er fortsat under genoptræning. Hun bor i midtbyen. Kvinden er meget glad for dyr – specielt heste og hunde.

Han søger en person, som han kan tale med om dansk kultur og tradition. Han kommer oprindeligt fra et afrikansk land. Han er i lære og bor i Silkeborg. Han interesserer sig for fodbold og cykling.

Søger en medvandrer til at samtale med og evt. gå en tur eller andet. Manden er meget kreativ, og har altid gang i projekter. Socialt fungerer han bedst på tomandshånd. Han har sin søn boende hver anden weekend. Manden bor centralt i Silkeborg

Søger person at samtale med f.eks. om håb. Gerne ”walk and talk”. Han er transkønnet (var tidligere kvinde – nu mand) og er psykisk udfordret og meget åben omkring disse forhold. Manden er meget aktiv i naturen.

Han bor lidt øst for Silkeborg.

Søger person at samtale med f.eks. om håb. Gerne ”walk and talk”. Han er transkønnet (var tidligere kvinde – nu mand) og er psykisk udfordret og meget åben omkring disse forhold. Manden er meget aktiv i naturen.

Han bor lidt øst for Silkeborg.

Søger dansk kontaktfamilie til hygge og sparring. Familien bor i Funder. Kvinden taler ok dansk. Dette er sværere for manden, som også har psykiske udfordringer.

Vidste du at det både er børn, unge, voksne og ældre, der gerne vil have en medvandrer? 

Som medvandrer har du mulighed for at: 

  • lytte og samtale 
  • hjælpe med at skabe struktur  
  • tage på ture i naturen, på café eller lign 
  • hjælpe med kontakten til det offentlige system 

Som medvandrer får du: 

  • en introduktionssamtale 
  • opfølgning af forløbet 
  • tilbud om undervisningsaftner 
  • tilbud om supervision 

Har du lyst til at høre mere om, hvordan du kan blive medvandrer, så kontakt Gitte Eriksen på gitte@oasekirken.dk

Mød Heidi

Fortæl lidt om dig selv

Jeg hedder Heidi Jensen. Jeg er mor til tre efterhånden ret store børn og gift med Bent. Til daglig arbejder jeg som lærer og pædagog på friskolen Klippen, og ved siden af det driver jeg mit lille oversættelsesfirma, hvor jeg oversætter diverse tekster fra dansk til finsk, som er mit modersmål. Så ja, jeg kommer fra Finland og har boet i Danmark i 12 år. Når jeg har fri, elsker jeg at læse, især historiske romaner. Og hvordan kobler en finne af? I saunaen, selvfølgelig – den lille blå-hvide saunahytte i vores baghave er vores lille oase, som bliver varmet op hver eneste dag!

Hvorfor blev du medvandrer?

Jeg ved jo selv, hvordan det er at være ”en nydansker” – derfor tænkte jeg, at jeg gerne ville støtte en anden nydansk kvinde med de udfordringer, der måtte være – vandre sammen et stykke af vejen.

Hvad foretager I jer sammen?

Forløbet, som jeg havde som frivillig, var rimelig tydeligt defineret som sproglig hjælp til studierelateret litteratur. Så vi læste sammen – og fik samtidigt snakket om stort og småt.

Hvad giver det dig selv at være medvandrer?

Det var dejligt at kunne hjælpe en anden nydansker på vej med det danske sprog og kultur – når man selv har været der, hvor ”rødgrød med fløde” ikke bare lå på tungen så let som ingenting, ved man, hvordan det er. Man bliver også altid selv rigere af at møde nye mennesker, kulturer og perspektiver.

Ofte stillede spørgsmål til Medvandrerordningen og Familiehjælpen

Hvis du interesserer dig for, og har omsorg for andre mennesker, er du som udgangspunkt egnet som frivillig medvandrer. Du kan godt være egnet, selv om du selv har udfordringer, men du skal være et sted i dit liv, hvor du er i stand til at lade dit eget ligge, mens du er der som et medmenneske, hvor det er den anden, som er i centrum. Vi tager inden et eventuelt match en samtale, hvor vi sammen finder ud af, om det er noget for dig at blive frivillig.

Når du melder dig som frivillig, mødes du med teamleder, hvor I bl.a. taler om hvilke kompetencer og ønsker du har i forhold til, hvem du skal matches med. De enkelte match aftales i høj grad ud fra hvilke ønsker den frivillige har. Som frivillig presses du aldrig ind i et forløb, du ikke kan se dig selv i.

Du står aldrig helt alene med forløbet. Teamlederen følger efter behov op på forløbet. Specielt i begyndelsen af et forløb vil teamlederen henvende sig til dig. Du kan forvente en henvendelse, når I har været mødtes en gang eller to og igen efter ca. 3 måneder. Du kan altid henvende dig til teamleder for at få sparring, og I kan efter behov aftale yderlig opfølgning.

Hvis behovet opstår tidligere end aftalt, kan man i samarbejde med teamleder altid afbryde forløbet.

Lige nu eksperimenterer vi med nogle helt korte forløb, hvor der er et meget afgrænset og på forhånd aftalt indhold i samværet. Disse forløb er aftalt til 3 til 5 møder. Ellers vil et medvandrerforløb ofte vare 1 til 2 år og i enkelte tilfælde udvikler de sig til meget langvarige relationer. Som oftest mødes man 1½ til 2 timer hver eller hver anden uge. Dette afpasses det enkelte forløb.

Familiehjælpen aftales som regel til at vare så længe forældrene er på barsel. Hvis relationen er god, ses man måske også et par gange, efter forældrene har genoptaget deres hverdag efter barsel.

Ved matchmødet fortæller vi, at vi kommer fra byens kirker, og hvis du er fortrolig med det, at vi også gerne taler om tro og åndelige spørgsmål. Dette gør vi dog kun, hvis vi bliver spurgt. Det er altså aldrig, noget du som frivillig selv tager initiativet til. Hvis du bliver spurgt til samtaler om tro, og du ikke selv har mod på dette, henvender du dig til teamleder, som finder en anden til at varetage disse samtaler.

Det er ikke hemmeligt, at du er frivillig i et medvandrerforløb, men du har tavshedspligt om alt du erfarer eller bliver fortalt om personen/familien, du er frivillig for. Dog må du altid samtale med teamleder om din opgave. Det er her, du søger sparring.

2 gange årligt bliver du, sammen med de øvrige frivillige, inviteret til relevant undervisning. (f.eks. hvor går grænsen ift. frivillighed. Den svære samtale etc.)

Det kan ofte være godt at tage på en lille udflugt, cafébesøg eller andet. I nogle tilfælde har vi fondsmidler, der i begrænset omfang kan være med til at dække udgiften til dette. Spørg Teamleder!

En gang om året arrangerer teamleder en udflugt, som du kan invitere med på, hvis du selv kan deltage.

Når man indgår i et forløb, er aftalen, at man ikke giver eller låner penge hverken den ene eller anden vej. Dette for at beskytte begge parter. Er der økonomiske udfordringer henviser vi til Økonomisk rådgivning under KSA.

I enkelte tilfælde kan du få refunderet et mindre beløb til en oplevelse, du arrangerer, for den du er frivillig for.

Mød Bent

Fortæl lidt om dig selv

Hej! Jeg hedder Bent og er 47 år gammel. Gift med Heidi, som jeg har tre skønne børn med. Til hverdag arbejder jeg på kontor, og i fritiden nyder jeg at hygge med familien, kløve brænde og læse bøger. Desuden er jeg med i en bibelkreds, som betyder meget for mig.

Hvorfor blev du medvandrer?

Jeg blev frivillig, fordi jeg havde et overskud af energi, som skulle bruges. Og så er jeg nysgerrig efter at lære forskellige slags mennesker at kende.

Hvad foretager I jer sammen?

Primært snakker vi om løst og fast i livet, spiller Ludo og går en tur, når vi mødes.

Hvad giver det dig selv at være medvandrer?

Det har været en gave at stifte bekendtskab med et menneske, en livsform og en livshistorie af en type, som man ellers ikke nødvendigvis ville have lært at kende.

Mød Rikke

Fortæl lidt om dig selv

Jeg hedder Rikke og er 49 år. Jeg har været medvandrer/voksenven for en ung kvinde i 4 år.  I mit privatliv er jeg gift, mor til 3 og mormor til 2 drenge. Jeg bor i Laven ved Ry og arbejder sammen med min mand i hans bil-butik

Min fritid bruger jeg på familien, motion og i et økologisk landbrugsfælleskab. I kirken er jeg med som medvandrer i KSA og i på forbønsteamet ved gudstjenesterne.

Hvorfor blev du medvandrer?

Jeg blev frivillig, efter jeg i en periode med sygdom og intenst trosliv blev mindet om, at jeg skulle bruge mine gaver, og at det ville være godt gå ind i et forpligtende forhold til et trængende menneske.

Hvilke tanker gjorde du dig inden du sagde ja?

Jeg havde mange tanker og forbehold inden opstart. Det handlede om, om jeg kunne få det til at passe ind i mit familieliv, om det var den rette prioritering i forhold til “mine egne “, og om jeg kunne trives med at være bundet af aftaler mm. Mine skræktanker og forbehold er i tidens løb blevet fejet væk.

Hvad foretager I jer sammen?

Størstedelen af vores samvær har været at gå ture, lytte og vise forståelse. I starten var det 2 timer hver anden uge. I dag er det langt langt mindre. Kirkernes Sociale Arbejde har været behjælpelige med opstarten, sparring og dækket udgifterne til små gaver og kaffe/is.

Hvad giver det dig selv at være medvandrer?

Jeg har mange gange tænkt, at vi var et godt match. Jeg har kunne bruge mig selv og mine erfaringerne til glæde for min unge veninde. Jeg har også kunnet bruge netværket i kirken til at hjælpe min veninde med en konkret opgave, hun var usikker på.

De bedte anbefalinger fra mig.

Mød Susanne, der er frivillig i Familiehjælpen

Fortæl lidt om dig selv

Hej. Jeg hedder Susanne og er frivillig Familiehjælper. Jeg er gift og har to voksne børn, som begge er gift. Til daglig er jeg pædagog i en børnehave. I min fritid elsker jeg naturen, at bruge tid i vores have, gåture, strikketøj og læse en god bog.

Jeg har været Familiehjælper i en del år og har været ved to forskellige kvinder og deres familier. Lige nu besøger jeg en ung mor.

Hvorfor blev du frivillig som familiehjælper?

Min motivation for at blive Familiehjælper, var at jeg selv oplevede, at det var en stor udfordring og omvæltning at blive mor. Jeg er nu et sted i livet, hvor jeg har mere tid, kan støtte og give nogle af mine erfaringer videre.

Hvad foretager I jer sammen?

Når jeg møder op hos den unge mor, bruger vi rigtig meget tid på at tale om de udfordringer, der kan være i hverdagen. Jeg lytter, byder ind med mine erfaringer og forsøger at giver hende hjælp til selvhjælp.

Sammen laver vi også nogle praktiske ting. Fx tager opvask, lægger vasketøj sammen eller henter børnene i daginstitutionen. Vi har også ofte gået en tur sammen.

Hvad giver det dig selv at være Familiehjælper?

Jeg synes det er meget givende, at få lov til at komme så tæt på et andet menneske. At vandre sammen i en periode af deres liv, hvor de oplever forskellige udfordringer. Det at jeg  bare kommer som “mig”  er også med til at skabe en god, tryg og dyb relation, som er givende for os begge.