Silkeborg Oasekirkes Etiske kompas
At følge Jesus og blive formet af Ham
Den kristne kirke begyndte som en lille gruppe disciple, der samledes om Jesus for at lære, hvordan man lever efter Guds vilje. Med sine ord og handlinger viste Jesus dem, hvordan livet i Guds rige ser ud.
Jesus søgte fællesskab med alle – også dem, som andre afviste. Han elskede ubetinget og gav mennesker nye muligheder. Samtidig satte han klare grænser og kaldte til opgør med synd og ondskab. Han viste os en vej, hvor kærlighed og sandhed følges.
Den vej vil vi som kirke gerne gå og støtte hinanden i at bevæge os mod Jesus og Hans rige. Derfor har vi formuleret denne etiske vision som en vejledning til livet – i kirken, i relationer og det personlige liv.
Ingen af os er perfekte – vi er alle på vej, og alle er velkomne til at gå med.
Medlemmer af Silkeborg Oasekirke forpligter sig på at lade sig inspirere og lede af denne vision. Ledere, ansatte og menighedsrådsmedlemmer har et særligt ansvar for at være forbilleder.

Etisk kompas
Skabt af Gud i Hans billede
“Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem.” (1. Mos. 1,27)
Hele skaberværket bærer Guds fingeraftryk. Alle mennesker er skabt og elsket af Gud og har dermed værdighed, værdi, mening og formål. Livet er helt fra undfangelsen en hellig gave fra Gud, som vi skal tage vare på. Samtidig er alt liv mærket af syndens ødelæggelse.
Den spænding må vi leve i med nåde, barmhjertighed og sandhed.
Vores kald:
- (At møde alle mennesker med næstekærlighed, generøsitet og gæstfrihed.)
- At støtte hinanden til at leve med de livsvilkår, vi har fået fra fødslen eller får gennem livets omstændigheder. Vi gør os ikke til herre over livet.
- At tage vare på Guds skaberværk, tage imod Hans gaver med tak og bruge ressourcerne med omtanke, undgå misbrug og usunde afhængigheder.
- At deltage i samfundet som ansvarlige medborgere, sætte gode aftryk, betale skat og respektere landets love.
Kaldet til at leve i kærlighed
“Du skal handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent vandre med din Gud.” (Mika 6,8b)
Gud er trofast og holder sine løfter. Han kalder os til at gøre det samme i vores relationer.
Vores kald:
- At vise trofast kærlighed i vores familier, venskaber og fællesskaber.
- At ære ægteskabet som den ramme, Gud har givet for sex og samliv mellem én mand og én kvinde.
- At arbejde for fred – i familien, i kirken og i verden – især dér, hvor konflikter har skadet relationer og fællesskaber.
Medarbejdere på det nye liv
“For engang var I mørke, men nu er I lys i Herren; lev som lysets børn, for lysets frugt er lutter godhed, retfærdighed og sandhed.” (Ef. 5,8-9)
En dag vil Gud befri hele skaberværket for synd og ondskab og gøre alt nyt. Men allerede nu virker Han i verden, rækker sin nåde og tilgivelse til mennesker og kalder til et nyt, oprejst liv i Hans lys.
Vores kald:
- At tage del i det arbejde og bringe Guds helbredelse og forsoning til mennesker.
- At skabe fællesskaber, der tager imod mennesker, som de er, uden skam eller fordømmelse.
- At tale sandt om synd og uretfærdighed – men altid i kærlighed.
- At være forbilleder og vejledere for den næste generation.