Pris: 
  • Voksne (18+): 600 kr.
  • Unge (13–17 år): 350 kr.
  • Børn (3–12 år): 250 kr.
  • Børn under 3 år: Gratis

Mere om billetter, indkvartering og faciliteter her

Fællesskab for alle

Temaet for årets lejr er “Fællesskaber for alle”. Lejren er vokset frem af en længsel – en længsel efter, at vi selv og mange andre i vores kirke må opleve fællesskab med hinanden på vejen mod Jesus. Det var netop denne længsel, der satte idéen om menighedslejren i gang for os i planlægningsudvalget.

Vores håb er, at mange fra menigheden vil være med, og at vi sammen må erfare et nærvær og en livsnerve i troen på Jesus. Måske opstår der nye relationer, måske får vi mulighed for at lære nye navne at kende – eller blot tage de første små skridt ind i et fællesskab. Allervigtigst er det, at alle får gode oplevelser og inspiration til, hvordan fællesskaber kan skabes og holdes levende, når vi vender hjem til hverdagen igen.

Fællesskaber er livgivende – og til tider også udfordrende. Begge perspektiver vil blive belyst gennem weekendens oplæg og samtaler, med fokus på refleksion, inspiration og mod til at give fællesskabet i vores kirke en (ny) chance.

Vi er forskellige og har brug for forskellige former for fællesskab. Derfor har vi valgt temaet “Fællesskaber for alle”. Selvom fællesskab kan se ud på mange måder, er der noget, der samler os: vandringen sammen i troen på Jesus. I relationerne med hinanden kan troen få krop og blive levende – og omvendt kan troen på Jesus bringe liv og heling ind i vores relationer.

Lidt om programmet:

Fredag aften er der fokus på at ”lande” på lejren og lære hinanden lidt at kende. Lørdag formiddag er der oplæg ved Michelle Kappel, psykolog ved Agape. Lørdag eftermiddag byder på to seminarer: ét med fokus på fællesskab i praksis, og ét om, hvordan vi skaber fællesskab om troen i familien.

Lørdag får vi besøg af Børnebussen, så vores børnemedarbejdere kan holde fri. Bussen er fyldt med en masse sjove aktiviteter – både for børn og teens. Et team følger med og står for aktiviteterne denne dag.

Lørdag aften samles vi alle sammen til en stor celebration med lovsang ved Simon Koch og band, og Ruben hjælper os med at dele troshistorier og vidnesbyrd. Søndag runder vi lejren af med oprydning og en fælles gudstjeneste ved Arne og team, hvorfra vi sender hinanden ud i hverdagen igen.

Gennem hele lejren vil vi tjene hinanden med forbøn, lovsang, lyttende ører og praktisk hjælp. Derfor får alle en opgave på lejren – for fællesskab skabes, når vi bærer det sammen.

Vi glæder os til fællesskab med jer!

De bedste hilsner fra udvalget:

Philip, Tenna & Simon, Else & Kim, Heidi & Arne

Lørdag formiddag
“Sunde fællesskaber” v/ Michelle Kappel

– og hvad sker der, når det ikke er det?  Tro og trosbaseret fællesskab kan være en kilde til dyb mening, støtte og glæde, men kan også rumme dynamikker, der udfordrer den psykiske trivsel. Michelle Lind Kappel er psykolog i Agape. Hun møder til dagligt mennesker, der har en tro og som er løbet ind i en livskrise. Hun har desuden i de seneste år interesseret sig for fænomenet negativ social kontrol i kirkelige fællesskaber. Michelle deler indsigter fra teori, forskning og klinisk praksis om samspillet mellem tro og mental sundhed. Hun peger på typiske “røde flag” i trosbaserede fællesskaber, konsekvenserne for den mentale sundhed og giver pejlemærker for, hvordan kirkelige fællesskaber kan understøtte menneskers mentale sundhed. Fokus er psykologisk – ikke teologisk. Ruben Dalsgaard vil også bidrage med et input ved dette seminar.

Lørdag eftermiddag:
“Fællesskab i praksis”

Oplev fællesskab i praksis! På seminaret får du konkrete eksempler, tid til refleksion og mulighed for at dele erfaringer – og måske tændes gnisten til en ny måde at være sammen på, både i gamle og nye fællesskaber.

Ved Helle Gottenborg, psykoterapeut, og Heidi Frølund. psykolog

Lørdag eftermiddag:
“Tro i familien”

Lørdag formiddag:
Børneaktiviteter

Praktisk

Sted: Djurslands Efterskole i Fjellerup
Tid: 24-26 april 2026

Deltagere:
Der er plads til 200 personer, der kan være med hele weekenden. Derudover er der 40 dagsbilletter til lørdag.

Indkvartering:
Der er værelser af forskellige størrelse og mulighed for at lave sovesal, hvis der er basis for eks. teen/unge-sovesal for drenge og piger. Det er også muligt at medbringe egen campingvogn eller telt, da efterskolen har en række campingpladser med el.

Prisen er den samme uanset sovefaciliteter. I tilmeldingsblanketten er det muligt at skrive, om man medbringer egen campingvogn/telt. Hvis man har et særligt behov for enkeltværelse, kan det noteres, og vi bestræber os på at det kan lade sig gøre.

Pris: Prisen er forskellig for aldersgrupper, se nedenfor.

Alder Hele weekenden Dagsbillet
Voksne (18+) 600 kr. 480 kr
Unge (13–17 år) 350 kr. 280 kr
Børn (3–12 år) 250 kr. 200 kr
Børn under 3 år Gratis Gratis

Dagsbillet
En dagsbillet til lørdag koster 80% af weekendprisen. Det skyldes, at vi har flest udgifter lørdag til forskellige programpunkter, og vi skal betale et deltagergebyr pr. person pr. dag til skolen udover leje af selve bygningen. Det er ikke muligt at få afslag i prisen, hvis man kun kan være med eks. fre-lør.

Hvis man har behov for økonomisk hjælp i form af en fribillet, så kontakt lejrudvalget eller Katja Hernandez

Mad
Allergener: Det er muligt at markere i tilmeldingsblanketten, hvis der er særlige kosthensyn. Så vil man få oplyst menuen tre uger før lejren, så man selv kan vurdere, om det er noget, man kan spise med på, eller om man selv skal medbringe noget mad at supplere menuen med. Hvis man slet ikke kan spise lejrens mad, vil man kunne få et prisnedslag”.

Tilmelding: Åbner 18. januar kl 16.00 og er åben frem til 1 uge før lejren. Vi opretter en venteliste, hvis det bliver nødvendigt.

Kontakt: Vi forsøger så vidt muligt at holde kirkens medarbejdere ”fri” ifb. med planlægning og selve lejren. Det betyder at al henvendelse vedr. det praktiske skal rettes til lejrudvalget

Kontaktperson er Heidi Frølund, tlf 6165 1777, mail: heidifrolund@gmail.com