Frans Vestergaard er forfatter til denne måneds indlæg på FÆLLESSKABSBLOGGEN

Bær hinandens byrder, således opfylder I Kristi lov. For mener nogen, at han er noget, skønt han ikke er noget, er det selvbedrag. Enhver skal vurdere sin handling og vil så kun have grund til stolthed i forhold til sig selv og ikke i forhold til andre;  for enhver skal bære sin egen byrde.

Gal 6,2-5

Da min kone engang blev syg og måtte ligge i sengen i flere uger, stod vi lige pludselig i en hård situation som familie. Min kone havde brug for min hjælp det meste af tiden, for hun var syg. Men jeg var samtidig også studerende på fuld tid, varetog forskellige opgaver i kirken og havde dertil vores lille søn på halvandet år at passe. I den periode gik jeg konstant rundt med en tung byrde, som jeg dårligt kunne bære selv.

Til mit held stod jeg ikke alene. Vores familie kom os til hjælp, og mange fra vores klynge i kirken hjalp mig med helt lavpraktiske ting som rengøring og madlavning. Andre kom helt uopfordret til mig og gav mig et måltid mad. Det rørte os dybt at møde så megen forståelse og hjælp fra fællesskabet. Byrden i den periode var tung, men i det mindste var der nogen, som stod ved siden af mig og bar den sammen med mig.

Bær hinandens byrder, således opfylder I Kristi lov. Sådan skriver Paulus i en kendt passage fra Galaterbrevet. Disse ord bliver for eksempel ofte læst op ved vielser i kirken. Alle mennesker har brug for relationer og fællesskaber, hvor vi får nogle flere hænder til rådighed. Vi er ikke skabt til at klare alting selv!

Men pudsigt nok skriver Paulus to linjer senere noget, som lyder helt modsat: Enhver skal bære sin egen byrde. Vi skal altså bære hinandens byrder, men samtidig også bære vores egen. Hvordan hænger det sammen?

Den byrde, jeg bærer på, er først og fremmest min egen. Gud har givet mig den opgave at leve mit liv og tage ansvar for det. Jeg må finde ud af, hvad jeg har lyst til, hvad jeg er god til, hvad jeg vil bruge min tid på, hvordan jeg vil bo, arbejde osv. Og hvis jeg sætter for store mål, er det mit eget ansvar at skrue ned for ambitionerne, så jeg fortsat kan bære min egen byrde.

Men det skal ikke føre til, at vi bliver ensomme i vores kampe. Menigheden skal være et sted, hvor vi frimodigt kan spørge om hjælp og tilbyde hjælp. I det kristne fællesskab øver vi os hele tiden i begge dele, altså at bære vores egen byrde og at bære med på andres byrder. Vi har brug for at vokse i selvstændighed og modenhed, men det sker netop bedst i et fællesskab, hvor vi bliver set og hørt og støttet i Jesu navn.

Hvad udfordrer dig mest –

  • At bære din egen byrde?
  • At bære med på andres byrder?
  • Eller at lade andre bære med på din byrde?